Ferie. Herligt. Jeg får meget mere tid. Og den skal bruges nede i stalden. Jeg elsker jo at ride, og har fået lov til at komme og hjælpe til i stalden. Som betaling vil jeg få nogle ekstra ridetimer. Det glæder jeg mig til. Jeg ved, at jeg er god til at ride, men jeg har meget at lære endnu. Instruktøren har også sagt, at det vil være godt, hvis jeg kunne få noget mere undervisning. Jeg har talent.
Weekend i stalden
Jeg har allerede brugt hele weekenden i stalden. Det er godt nok hårdt arbejde. Ikke kun skal der muges ud. Der skal fejes, der skal forberedes foder, der skal strigles heste, og der skal pudses sadler og hovedtøj. Men jeg lærte også nogle nye mennesker at kende nede i stalden her i weekenden. Bl.a. en pige, hvis mor er ret skrap. Hun har sin egen hest (en lille, fræk pony), og hendes mor er hele tiden på nakken af hende med ’gode’ råd. Hun – pigens mor, altså – kan ikke selv ride, men det lader hun, som om hun kan. Hun tror, at hun ved alt. Fx i går sagde hun til pigen, at det at kunne styre sin hest kræver træning. Og ja, det er da rigtigt nok. Men det er ikke kun fysisk træning. Det er lidt det samme som hundetræning.
Fælles sprog
Det handler om at udvikle et fælles sprog. Via signaler, berøring og tålmodighed. Man lærer det ikke lige fra den ene dag til den anden. At man som rytter så også skal kunne kontrollere sin egen krop, når man sidder på hesten, er så en ekstra ting, som de fleste, der ikke kan ride, slet ikke tænker over. De tror jo bare, at man sidder på hesten, og så gør den det hele af sig selv. Helt forkert mand! For det første skal man være i god fysisk form. For det andet skal man kunne kontrollere sine ben og arme, så man ikke sidder og banker hælene ind i hestens flanker eller hiver dens tænder ud af munden på den. Det kræver, at man er ret god til at kunne holde balancen og samtidigt være fleksibel i kroppen. De fleste sidder, jo spænder i deres krop helt vildt.
Lad hende styre det selv
Da jeg hørte hende pigens mor råbe til hende, at hun bare skal trække i tøjlen for at få hesten til at dreje til venstre, fik jeg lyst til at sige til hende, at hun skal blande sig udenom og lade sin datter få lov til at lytte til instruktøren. Jeg var næsten parat til at sige til hende, at hun burde gå væk og give pigen og ponyen fred. Man trækker ikke i en tøjle. Det er ikke som dem, der trækker deres hunde væk, når den fx finder noget spændende at snuse til.
Jeg sagde dog ikke noget. Det er ikke mit job at fortælle andre, hvad de skal gøre. Det må være instruktøren, der må sige til kvinden, at hun forstyrrer undervisningen. Måske hun skulle overveje noget online i stedet? Men han sagde ingenting. Han bad hende bare om ikke at råbe så højt.
