Efterhånden som sommerferien nærmer sig, bliver vores søn gladere og gladere. Han glæder sig så meget til komme ud af folkeskolen. Vores dreng er en meget sød dreng, men han har nogle vanskeligheder med at følge med i skolen. Vi har vidst det i forholdsvist lang tid. Vi har haft ham til specialundervisning. Vi har betalt studerende for at give ham privatundervisning. Vi har faktisk gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe og ruste ham godt. Men det har ikke hjulpet. Skolepsykologen siger, at det kan have noget med en eller anden form for stress at gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro på.
Vi gør et forsøg
Men nu gør vi et sidste forsøg, som vores dreng selv har sagt, at han gerne vil være med til: Vi sender ham på efterskole i 9. klasse. Han får lov til at komme på en musikefterskole, hvor han kan spille så meget musik, han vil. Han vil forhåbentlig finde en vej videre frem der. Måske vil han lære nogle andre metoder, som kan hjælpe ham til at tilegne den viden, han skal bruge fremover. Vi ved det ikke. Men vi har været opsat på at prøve det i nogle år nu. Vi opdagede problemet for et par år siden, da han begyndte at pjække fra skolen. Vi blev ringet op af klasselæreren, som kaldte os til et møde med ham. Her fortalte han, at han havde registreret et ret stort fravær fra timerne. Allerede på det tidspunkt indså vi, at vores dreng ikke er så godt egnet til almindelig folkeskoleundervisning.
På venteliste til efterskole
Vi talte meget med ham om det. Vi fik skrevet ham på venteliste på den efterskole, som vi mener, er en landets bedste musikefterskole. Han har så siden da kæmpet sig igennem 7. og 8.klasse. Og, ja, nu er tiden kommet til, at han kan sige farvel til sine klassekammerater. Og det er en af de lidt triste ting for ham. Han skal sige farvel til to af sine bedste venner. De går i samme klasse. Spiller musik sammen. Har et godt kammeratskab. De har lovet hinanden, at de vil besøge hinanden, når de kan komme til det. Og ja, jeg håber, at det vil ske. Det er så nemt bare at glide ud af et venskab, når man ikke ser hinanden til dagligt.
Fortrøstningsfuld
På den anden side, så er jeg ret fortrøstningsfuld, over for at vores søn nok skal finde en masse nye kammerater på efterskolen. Der vil sikkert være andre elever, der, der har haft de samme problemer i skolen – og med den samme store interesse for musik.
Jeg ved også, at jeg kommer til at savne ham. Han skal jo bo på skolen. Jeg kommer nok også til at blive den der pylremor, som han ikke bryder sig om. Det må jeg lære at tackle. Han kan godt. Han er fornuftig. Så ja, lad os komme i gang med at nyde en god og lang sommerferie nu. Så længe min søn bare er glad og har det godt, så må jeg lægge mine bekymringer og frygt bag mig.
