I sidste måned var jeg vidne i en retssag. Jeg var blevet indkaldt af en forsvarsadvokat, fordi jeg har behandlet den anklagede. Jeg skulle vidne og udtale mig om den anklagedes personlighed. Som psykiater har jeg mange sager, der handler om diagnosticering af menneskers personligheder. I det konkrete sag handlede det om en ung mand på 20 år. Han er alvorligt syg og har brug for medicin. Desværre har han en modvilje mod at bruge medicinen, han får. Samtidigt er det meget uheldigt, at vores system ikke har tilstrækkelige ressourcer til at holde personer som ham under observation. Ikke at patienterne skal overvåges, men vi skal sørge for, at de får den medicin, de har brug for.
Fejl begået
Dette var ikke sket i tilfældet, og han faldt tilbage til sin tidligere tilstand, hvor han veksler mellem forskellige personligheder. Han havde begået et indbrud hos en guldsmed og havde stjålet en del meget værdifulde smykker, som han rent faktisk bar, da han blev anholdt. Det er en sørgelig historie. Han har ikke været i stand til at forstå, hvad han har gjort. Han bliver straffet. Forhåbentligt ikke så hårdt som vi først fik i udsigt. Men forhåbentligt får han påbud om at følge behandlingen, han skal have – hvilket vil sige, at han skal tage sin medicin.
Dygtig beskikket advokat
Han havde fået en beskikket advokat af staten til at forsvare sig i sagen. En meget dygtig advokat, som virkeligt forstår at trække sin klients positive sider frem. Heldigvis. Jeg vidnede som sagt. Jeg udtalte mig om graden af hans sygdom. Jeg forklarede, hvordan medicinen, han skal tage, fungerer. Jeg tror, at mit vidneudsagn har været med til at gøre, at dommen ikke bliver så hård.
Jeg ved også, at jeg får meget arbejde med at behandle ham igen, så han kan komme tilbage til et niveau, hvor sygdommen er under kontrol, og han kan få en nogenlunde normal hverdag igen. Jeg siger ’nogenlunde normal hverdag’ fordi en helt normal hverdag får han aldrig. Hvis han bare tager sin medicin, vil han kunne passe et job. Måske helst i et beskyttet miljø, hvor der også er personale, der er trænet til at gribe ind, hvis han glemmer medicinen.
Trist at være vidne til
Det er trist at se så ungt et menneske gå tabt, bare, fordi vores sundhedssystem ikke har de tilstrækkelige ressourcer til at sørge for, at personalet på de psykiatriske hospitaler er tilstrækkeligt – både i antal og med hensyn til deres kvalifikationer. Desværre har jeg set for mange af denne slags sager. Nogle ender rimeligt for begge parter. I dette tilfælde har guldsmeden fået sine smykker tilbage, og det vil kun være rimeligt, hvis min patient får en mildere straf. Han har jo ikke gjort noget ulovligt tidligere. At han så bare lige pludseligt fik set sig, forelsket i nogle dyre smykker, er en anden historie. Måske har jeg også fejlet. Jeg så nemlig slet ikke, at han også havde den feminine personlighed i sig. Men jeg er blot et menneske – og jeg har meget travlt til hverdag. Fejl sker.
