Her på det sidste får, jeg mange meddelelser fra det firma, som huser min bedstefar. Han bor i et kompleks, hvor der er beskyttede boliger. Det er et privat firma. De har gjort alt, hvad de kan, for at beboere, der får adgang og bolig, føler sig trygge og sikre. Deres personale er specialuddannet til at passe på de mennesker, der bor der. Det kan være ældre – som fx min bedstefar – eller det kan være handicappede, der har brug for hjælp til særlige opgaver i deres dagligdag. Det kan også være unge, der har problemer med studierne og koncentrationsevnen. De får alle sammen særligt uddannet personale til at hjælpe sig.
Uro og angst
De meddelelser, jeg får, handler om, at min bedstefar er meget urolig. Han har svært ved at sove. Og han vandrer. Vandrer bare rundt i boligen. Hele natten. Hver nat. Det er ikke godt. Jeg er bekymret over, hvad det er, der sker med ham. Da jeg besøgte ham i går, talte vi lidt om det. Han kunne ikke give mig et svar på, hvorfor han er urolig. Han talte til gengæld meget om, at han savner min bedstemor. (Hun døde for mere end 10 år siden.) Naturligvis var det ikke et behageligt besøg for mig. Det er aldrig sjovt at blive mindet om sin bedstemor, som ikke er her længere. Men denne gang var der noget ekstra. Et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Noget, der måske signalerer, at min bedstefar er ved at sige farvel til sit jordiske liv.
Det svære spørgsmål
Det skræmte mig. Meget. Jeg spurgte ham direkte, om han vil dø. Svaret var, at det vil han ikke. Han er glad for livet. Også selvom det er svært for ham. Hans svar beroligede mig. Men alligevel kunne jeg ikke slippe tanken. Måske savner han bare det der med at være nær. Sammen med en anden. Sidde sammen på bænken og kigge på solnedgangen. Eller måske savner han bare at lytte til den musik, de plejede at danse til?
Jeg var i vildrede. Hvad kunne jeg tilbyde? Hvad kunne jeg gøre?
Kugledyne og en tyngdevest
Jeg gik på internettet og fandt ud af, at det slet ikke er ualmindeligt, at ældre mennesker er urolige og ikke kan finde sig til rette, når de skal slappe af. Derfor gjorde jeg det, som jeg havde lært lige efter at have født et kolikbarn: Jeg fandt en tyngdevest til min bedstefar. Sådan en tyngdedyne kan hjælpe til at hjertebanken og nervøsitet forsvinder. Jeg overvejede også at købe en kugledyne til ham. Men jeg ved, at hans stolthed vil forhindre ham i at bruge den. Så jeg blev ved tyngdevesten. Han kan selv bestemme, om han vil bruge den. Og han kan selv regulere, hvor længe han vil bruge den.
Han prøvede den i nogle dage. Det gav gode resultater. For det første forstyrrede han ikke personalet så meget længere. For det andet fik han faktisk en god nattesøvn. Resultatet er, at han er livlig, glad og meget gerne vil deltage i nogle af de aktiviteter, som bliver tilbudt på stedet, hvor han bor. Og ja, hans veninde er også blevet gladere!
